Henriette Rostrup
Efter i mange år at have arbejdet i den danske og internationale bogbranche, bl.a. som litterær agent i New York, begyndte Henriette Rostrup i 2002 at arbejde freelance som oversætter af skønlitteratur og fra 2007 som forfatter, hvor hun debuterede med novellesamlingen Afkom.
Der ruskes i remmene i Henriette Rostrups fortællinger, og man væmmes, forarges og forskrækkes ikke sjældent af hendes karakterers påfund. Under dramatiske begivenheder, hvor børn ofte ser til eller er direkte ofre, udforsker hun de nære, familiære relationers brodne kar og de historier, der ligger bag dem. Med hovedpersoner, der ofte er upålidelige og utilregnelige, er fortællingerne lige så ofte drevet af de personlige narrative udforskninger, som de er af spændingen og forløsningen af de dramatiske plot.
I 2022 udkom romanen Grevinden om Angelica Pierri (1870-1914), bedre kendt som Grevinden af Bagsværd. Et historisk og exofiktivt værk om Angelica som vokser op i arbejderkvarteret Nørrebro i København og hvis liv tog en vild rutsjebanetur. En forelskelse i en af Koldings spidser sender hende på eventyr til Sydafrika under guld-boomet, videre til Italien, Schweiz, London og tilbage til København. Og pludselig er hun en af Europas rigeste kvinder, men ingen må vide, hvad hun er rundet af.
Senest har Henriette Rostrup kastet sig ud i en for hende ny genre – den historiske krimi. Bøgerne Lad de små børn komme til mig og Ind i guds rige foregår i tiden omkring 1. Verdenskrig og har bl.a. fokus på kvinders rettigheder.
Fyn Fact: Henriette har sommerhus på Nordlangeland og elsker at nyde udsigten fra haven iført crocs og en kop kaffe.
