Leif Davidsen

Journalist og forfatter Leif Davidsen har skrevet en stribe af spændingsromaner, rejsebøger og novellesamlinger, der har opnået stor popularitet både i og uden for Danmark. Han debuterede i 1973 med en række digte i Hvedekorn, mens hans romandebut Uhellige alliancer udkom i 1984.

Leif Davidsen blev født i 1950 og er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Han arbejdede fra 1978 til 1988 i Danmarks Radios udenrigsredaktion, hvor han fra 1984 og frem var korrespondent i Moskva. Siden 1998 har han været fuldtidsforfatter. Udover romanerne har Leif Davidsen skrevet fire novellesamlinger, to rejse­skildringer, og han har været med til at redigere to fotohistoriske værker.

I sine spændingsromaner trækker han på sin store viden om international politik, f.eks. i Den russiske trilogi, der består af Den russiske sangerinde fra 1988, Den sidste spion fra 1991 og Den troskyldige russer fra 1993. Trilogien behandler Sovjetunionens sammenbrud og tiden efter og indbragte ham Palle Rosenkrantz-prisen (for Den russiske sangerinde) og De Gyldne Laurbær (for Den sidste spion). I 2006 blev trilogien til en tetralogi med tilføjelsen af Den ukendte hustru.

En række af Leif Davidsens bøger udspiller sig i et turbulent Europa efter Berlinmurens fald. Hans seneste roman I skyggen af krigen fra 2024 er en topaktuel spændingsroman, hvor Leif Davidsen endnu en gang viser sin dybe indsigt i Putins Rusland.

Fyn Fact: Leif Davidsen er født og opvokset i Bogense på Nordfyn.

Læs mere om forfatterne – klik på billederne:

Leif Davidsen
Merete Pryds Helle
Jesper Wung-Sung
Henriette Rostrup
Jesper Bugge Kold
Johannes Nørregård Frandsen
Bøger og bølger - Litteraturfestival Langeland_0003_Sara Koch
Sara Koch
Mikael Josephsen
Andrea Pellegrini
Scroll to Top