Merete Pryds Helle
Med romanen Folkets skønhed (2016), der vandt De Gyldne Laurbær, rykkede Merete Pryds Helle ind i Danmarks historie med fortællingen om Marie og hendes hårde opvækst på Langeland i 1930’erne og op igennem 40’ernes og 50’ernes København som hjemmegående husmor. Historien fortsætter i Vi kunne alt (2018) med nabopigen Merles opvækst i 70’erne. I 2022 udkom tredje og selvstændige bind i serien med Det vågne hjerte om 1980’ernes kvindebevægelse og den gryende computerteknologi. Serien spænder dermed over perioden fra Langelands husmødre i 30’erne og via 70’ernes nye forstadsliv, og frem til rødstrømpebevægelsens pulserende hjerte på Kvindehøjskolen i sommeren 1984.
Siden forfatterdebuten i 1990, Imod en anden ro, har Merete Pryds Helle skrevet indenfor flere forskellige genrer og eksperimenteret med litterære formater og skubbet grænserne for, hvordan vi opfatter litteratur. Hun har bl.a. skrevet Danmarks første sms-roman Jeg tror jeg elsker dig fra 2008. Ligeledes har hun skrevet Danmarks første iPad-roman Begravelsen (2011) under forfatterpseudonymet Liv Mørk. Merete Pryds Helle spænder således bredt i sit forfatterskab.
I hendes seneste roman, Den store åbning, forener Merete Pryds Helle sit fantastiske blik for menneskelige relationer med et storslået idéhistorisk spor, der tager os igennem hele menneskehedens historie.
Fyn Fact: Merete Pryds Helles familie stammer fra Østerskov på Sydlangeland, og det er her, hendes gennembrudsroman Folkets skønhed foregår.
